Johan Bangsborg

Utålmodig formueforvalter vil være uundværlig i en verden, hvor alle kan erstattes

Økonomisk rådgiver har trods en ung alder altid drømt om at blive herre i eget hus. Nu forvalter han velhavende familiers formuer og væver dem og deres penge sammen i et stort spind, som han selv filtreres mere og mere ind i.

Johan Bangsborg har altid drømt om at blive herre i eget hus og i en alder af 35 år er det lykkes ham. Sammen medresten af holdet bag Imperium Family Office varetager han velhavende familiers formuer. | Foto: Imperium Family Office // PR

Brevpresseren på Johan Bangborgs kontor har en ganske særlig betydning for ham.


Den har fulgt ham gennem hele hans karriere, og han husker, hvordan han ofte bad sin bedstefar, Ib Helmer Bangsborg, der i sin tid havde den til at stå på sit kontor, om at fortællehistorien om den.


Brevpresseren består af et lille stykke af en togskinne. Helt konkret et stykke af en skinne fra en togbane, som bedstefaren var med til at sprænge i luften under Anden Verdenskrig, hvor han var en del af Modstandsbevægelsen i Aalborg, så tyskerne ikke kunne fragte våben til Norge.


Da bedstefaren gik bort, arvede Johan Bangsborg brevpresseren, og når han ser på den, bliver han mindet om at uanset, hvad han selv går og kæmper med, så er det ingenting sammenlignet med den kamp, hans bedstefar og andre modige danskere kæmpede under krigen.

“Den kan jeg godt sende et par blikke, når tingene er pressede. Det får mig til at reflektere over, at det hele nok skal gå,” siger han.


Han ved, at brevpresseren, der ikke ser ud af meget, ofte efterlader den, der spørger, lidt overvældet. Det gør ham ikke noget, for han kan godt lide, at der er lidt kant.


Og det havde hans bedstefar.

Jo større formue, jo mere komplekst

Johan Bangsborg er adm. direktør i formueforvalteren Imperium Family Office, men han vil helst ikke have, at der lægges for meget vægt på ordet “imperium” i denne artikel.


Han er bekymret for, om det, at hans virksomhed på sin vis arbejder for at opbygge imperier til deres kunder, kan komme til at virke “lidt for flashy”.


Sådan lyder det fra den 35-årige økonomiske rådgiver i toppen af Codanhus – Codans tidligere hovedsæde – hvor hans virksomhed holder til.


Fra toppen af tårnet i kontorhotellet kan man fra mere end 65 meters højde skue ud over hele København – og endda helt til Sverige – hvis vejret er klart.


Lokationen er valgt, fordi der skal være “lidt kant”. Uden det kan man ikke overleve i markedet, siger han.

Men ser man bort fra udsigten, virksomhedens gyldne logo, det tunge armbåndsur og det ulastelige mørkeblå jakkesæt, vil han helst operere i mørket.


Det er der, hvor han og kunderne har det bedst ud fra parolen om, at den, der lever stille, lever godt.


Af samme årsag vil han heller ikke gå i detaljer om, hvem han arbejder for.


Sikkert er det dog, at kundegruppen udgøres af familier eller sportsstjerner med mindst 25 mio. kr. på bankbogen. Det er nemlig udelukkende kunder i den klasse, hans virksomhed beskæftiger sig med.


Jo større formuen er, jo mere komplekst bliver det, og det er kompleksiteten, der tænder ham.


“Mange tror, at hvis man har mange penge, så kan man bare slappe af, men det er lige omvendt. Jo mere formue jo flere ting skal du tage stilling til. Men man kan også komme meget langt, og det tiltaler mig. Kompleksiteten og resultaterne,” siger han.


Han bruger ikke ordet “kapitalforvalter” om sig selv, fordi han ikke mener, at det er dækkende for det, hans virksomhed gør.


Ønsker familierne at kaste sig ud i ejendomsinvesteringer, så finder Imperium Family Office ejendommene til dem.

Drejer det sig i stedet om at købe en bil, så sørger Johan Bangsborg og hans hold også for det, så kunden kan hente sin nye bil i sin egen indkørsel.

Det giver en anden dimension. Alt andet er lige meget i forhold til den kærlighed, man har til sit barn. Den skubber til den fundamentale forståelse af, hvad der er vigtigt i livet

JOHAN BANGSBORG

En anden dimension

Inden interviewet rigtigt går i gang, siger Johan Bangsborg let undskyldende, at han er nødt til at have sin telefon tændt. Hans højgravide kæreste er derhjemme, og hun skal kunne nå ham, hvis fødslen går i gang.

På det tidspunkt ved han endnu ikke, at parret kommer til at væbne sig med tålmodighed nogle dage endnu, mens han fortæller, at han glæder sig til igen at mærke, hvordan verden forandrer sig ved ankomsten af et lille barn. En forandring som kun forældre forstår.


“Det giver en anden dimension. Alt andet er lige meget i forhold til den kærlighed, man har til sit barn. Den skubber til den fundamentale forståelse af, hvad der er vigtigt i livet,” siger han.


Johan Bangsborg sipper til lidt sort kaffe, inden han siger, at han godt ved, at han taler ind i en sprængfarlig debat, når han siger, at der ikke bliver meget barsel til ham.


Det kan han simpelthen ikke, siger han, for virksomheden er i høj grad baseret på, at kunderne har tillid til hans person, og “så kan man ikke bare trække sig”.

Skrevet ind i fremtidsfuldmagt

Mens han taler, skifter han mellem at sige kunder og familier.


Der er ingen tvivl om, hvem der arbejder for hvem i Imperium Family Office, men Johan Bangsborg er meget tæt med sine kunder, som han også har personlige relationer med.


“Vi er meget bevidste om, hvem vi tager ind og vælger at arbejde for. Jeg skal synes, det ersjovt at tage telefonen, når de ringer. Og omvendt. Det er vigtigt,” siger han.

Han forstår godt, hvis det måske kan afføde et løftet øjenbryn eller to fra dem, der er voksetop med reglen om, at der ikke bør være penge mellem tætte relationer, men det er det tætte samarbejde, der skaber fundamentet for det bedste resultat og samarbejde, siger han.


“Det handler om tillid og indsigten i den enkeltes behov. Hvis jeg kender en kunde fuldt ud og snakker med dem på daglig basis, så fortæller de mig om deres drømme, visioner og bekymringer. Når jeg kender dem, kan jeg give den bedste rådgivning,” siger han.

Vi er meget bevidste om, hvem vi tager ind og vælger at arbejde for. Jeg skal synes, det er sjovt at tage telefonen, når de ringer. Og omvendt. Det er vigtigt

JOHAN BANGSBORG

Han uddyber, at mens man “i gamle dage” sagde, at hvis en bankrådgiver blev gode venner med sine kunder, så “blev man inviteret med til fødselsdagen”, men hos Imperium Family Office tager de skridtet videre. Her er de skrevet direkte ind i fremtidsfuldmagten.

“Hvis der sker dem noget, så er det os, der varetager det økonomiske og hjælper familien videre. Nogen vælger at indsætte os i direktionen i deres holdingselskaber eller i bestyrelsen. Vi kommer det tættere på. Det er også det, der er det sjoveste. Den her tillidserklæring man får. Det er virkelig en betroet stilling,” siger han.


Han indrømmer, at det er en hårfin balance. Han væves nemlig selv længere og længere ind idet spind, som hans kunder udgør, fordi han også fører dem sammen på kryds og tværs, men det er den tilgang, man har valgt hos Imperium Family Office, og det er der en helt specielårsag til.
Det gælder nemlig om at gøre sig selv uundværlig i en tid, hvor alle kan erstattes.

Johan Bangsborg har siden, han var helt ung set en stor fordel i at gøre sig selv uundværlig. Han ved, at alle kan erstattes men tror på, at man kan blive så dygtig, at det i hvert fald ikke ligger ligefor, mens han også sætter en stor ære i at gøre sit arbejde ordentligt. | Foto: Imperium Family Office // PR

Herre i eget hus

At det lige blev den finansielle sektor, Johan Bangsborg skulle være en del af, kom egentligtret naturligt. Han har altid haft flair for tal, og han husker stadig sin allerførste dag som bank trainee i Danske Banks afdeling på Gl. Kongevej.


Lige der vidste han bare, at han havde valgt den rigtige vej, og sådan har han det heldigvis stadig.
Selvom han stadig er ganske ung med sine 35 år, mærkede han allerede i starten af sin karriere en lyst til at blive “herre i eget hus”. Det er han nu, men mellem det og tiden i Danske Bank var han også et smut fordi Nykredits Private Banking Elite afdeling.

Hos Danske Bank havde han – sammenlignet med i dag – mere at gøre med “den almindelige danskers” økonomi, mens der også var tale om ganske velhavende mennesker i tiden hos Nykredit, om end de ikke var lige så rige, som familierne han hjælper i dag.


Men selvom summerne er helt anderledes, så ændrer “et nul eller to mindre” ikke på, at det i princippet havde lige så store konsekvenser for hans tidligere kunder, hvis de traf det forkerte valg.

Styrken i at være utålmodig

Nu, hvor Johan Bangsborg ser tilbage på vejen, der har ført ham til toppen af Codanhus, er han ikke overrasket over, at han er endt, hvor han er. Det føles ret naturligt.


Han har altid stræbt efter at blive uundværlig, selvom han godt ved, at alle kan erstattes. Det gælder både i private og professionelle sammenhænge. Tilgangen har betydet, at han altid går efter at blive bedre. Være dygtigere. Kunne mere. Og på den måde gør sig selv umulig at undvære.

”Et eller andet sted har det ligget i min underbevidsthed at det kunne være sjovt og en stor opgave at være selvstændig og teste sig selv af. En ting er tilliden fra de formuende familiermen samtidigt også at drive en virksomhed, være en leder og en rollemodel. Og ja. Være dygtig til det,” siger han.


Han ved, at han er en utålmodig mand. Andre ser det måske som et svagt karaktertræk, men han fokuserer i stedet på den styrke, der ligger i hele tiden at ville mere, gøre det større ogsigte højere.


Det er nemlig den tilgang, der har gjort ham til herre i eget hus, og som nu betyder, at han kan stå og skue ud over hele København.